K03 – standardkontrakt for agile it-projekter

Digitaliseringsstyrelsen har frigivet en beta-version af en ny standardkontrakt, K03, til brug ved statslige it-projekter baseret på en agil udviklingsmetode.

Indledning

Brug af agile metoder har gennem de senere år vundet stadig større indpas i den offentlige sektor, hvorfor der er et behov for at supplere de hidtidige standardkontrakter K01 og K02, med en kontrakt, der er bedre egnet til netop denne type projekter. K03 skal imødekomme denne efterspørgsel og vil - når den foreligger i endelig form - supplere modelkontrakterne ”01i, ”02i” og ”03i”, som er udarbejdet af it-advokaterne Jesper Langemark, Nicolai Dragsted (begge BvHD) og Claus Sørensen (DAHL) på privat initiativ.

Agil (eller iterativ) udvikling

Betegnelsen agil (eller iterativ) udvikling dækker over en række metoder til udvikling og implementering, hvor man løbende specificerer, udvikler, tester og idriftsætter software til kunden. Den agile metode gør således op med grundprincipperne fra K01 og K02, der er baseret på vandfaldsmodellen, hvor ydelse, tid og pris er detaljeret fastlagt ved projektets start. Herved opnås en større fleksibilitet og dynamik i projekterne, idet projektets fokus er kundens aktuelle forretningsmæssige behov snarere end at opfylde en (måske forældet) kravspecifikation.

K03 er målrettet større og faseopdelte it-projekter, hvori udviklings – og implementeringsydelser har den største vægt. Genstanden for kontrakten skal være en it-leverance i nær sammenhæng med køb af rådgivning og ledelse af projektet.

Standardkontrakten tager derfor udgangspunkt i projektledelses – og udviklingsmodeller, som offentlige myndigheder allerede har erfaring med at bruge, ligesom den tager højde for den økonomiske ramme der gør sig gældende i det offentlige, og er egnet til at indgå i en udbudsproces.

Som følge heraf, ligger fleksibiliteten i den agile standardkontrakt K03 ikke i tid og pris, da offentlige projekter som oftest skal holde sig indenfor bestemte rammer på disse områder, men i stedet i selve ydelsen. Fleksibiliteten ligger i at ydelsen til en vis grad kan variere som følge af kundens løbende prioritering.

Metodefrihed og -kendskab

K03 definerer ikke en bestemt agil metode. Det er derfor op til parterne i hvert enkelt tilfælde at fastlægge denne, og bortset fra visse overordnede kontraktuelle forudsætninger, søger standardkontrakten, at fungere som en neutral ramme for parternes agile samarbejde.

K03 krav stiller krav til parternes indsigt i den agile metode. For leverandøren er det et krav, at der haves konkret erfaring med anvendelse af den agile metode fra andre it-projekter. Såfremt dette ikke er tilfældet, kan det udgøre en misligholdelse af leverandørens forpligtelser. Kunden har mulighed for at opnå den fornødne indsigt inden påbegyndelsen af projektet, ved at gennemføre et undervisningsforløb sammensat af leverandøren. Deltager kunden ikke i projektet med den fornødne grad af indsigt, udgør dette ligeledes en misligholdelse.

Parternes samarbejde

Det er yderligere en forudsætning for agil udvikling, at der består et tæt samarbejde mellem parterne. Selve samarbejdsorganisationen er ikke beskrevet i kontrakten, men skal indarbejdes i bilagene til den konkrete kontrakt. Der stilles væsentligt større krav til kundens deltagelse i projektet end ved den traditionelle vandfaldsmodel, og generelt pålægges kunden et medansvar for projektets gennemførelse og en forpligtelse til aktivt at deltage heri.

Behovsopgørelse ctr. kravspecifikation

Kundens kravspecifikation, som den kendes fra K02, er i K03 erstattet med en behovsopgørelse, som er et dynamisk dokument indeholdende kundens forretningsmodel (business case) og kravliste. Det leverede skal således ikke blot opfylde en række funktionelle krav, men ligeledes kundens forretningsmæssige mål og behov, som de fremgår af forretningsmodellen (business casen). Kravlisten vil undervejs i projektet kunne udbygges og specificeres i takt med at parterne opnår større indsigt i, hvordan kundens mål og behov kan opfyldes.

K03 deler kundens behov op i ”absolutte” krav og ”øvrige krav”. I princippet skal alle krav leveres og opfyldes korrekt og rettidigt, men kunden kan dog ikke nægte godkendelse af en levering som følge af, at der foreligger fejl og mangler ved ”øvrige krav”, ligesom øvrige krav ikke indgår i vurderingen af, hvorvidt der foreligger en væsentlig misligholdelse. I teorien kan et projekt derfor gennemføres alene ved opfyldelse af kundens absolutte krav.

Dette skal dog ses i forhold til, at K03 giver kunden ret til at udtræde af kontakten på et hvert tidspunkt, med 20 dages varsel. Baggrunden for udtrædelsesretten er, at det er en afgørende forudsætning for et agilt projekt, at kunden løbende har mulighed for at evaluere og reagere på leverandørens opfyldelse af projektet.

Iterationer og intern accepttest

Selve projektudviklingen sker i iterationer, som er forholdsvist korte udviklingstrin, der afsluttes med en intern accepttest, hvor leverandøren demonstrerer, at de krav der er sat for den pågældende iteration er opfyldt. Kravene til de enkelte iterationer fastsættes af parterne forud for dennes påbegyndelse. Den interne accepttest giver ikke anledning til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende; dette må i stedet gøres ved delleverancer, der omfatter en eller flere gennemførte iterationer, dog stadig kun for så vidt angår absolutte krav. Kundens begrænsede muligheder for at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, skal også her ses i forhold til den til kundens fleksible udtrædelsesadgang.

Frigivelse af endelig version af K03

Den nye standardkontrakt er endnu ikke færdig, men den nuværende version er frigivet til uofficiel offentlig høring uden bilag på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, hvor der er mulighed for, at komme med kommentarer. Det foreliggende udkast til K03 kan downloades her.

Næste version med bilag, forventes frigivet og sendt til offentlig høring til efteråret, mens den endelige version forventes inden udgangen af året.

Det er i skrivende stund ikke forventningen, at K03 får karakter af et agreed document, dvs. en aftale, som både kunde- og leverandørorganisationer bakker op om.

Vil du vide mere?

BvHD afholder et brunch-arrangement om K03 den 24. september 2012 kl. 9.00. Tilmelding kan ske her. Herudover er du velkommen til at kontakte én af BvHD’s certificerede it-advokater, hvis du har spørgsmål eller behov for sparring om agile kontraktmodeller eller specifikt om K03.


Vedhæftede filer (0):

Relaterede artikler (0):

Eksterne links: (0):