Nordisk standpunkt til markedsføring via sociale medier
De nordiske forbrugerombudsmænd har lavet et supplement til det gældende standpunkt vedrørende handel og markedsføring på internettet. I standpunktet opstilles der retningslinjer for de erhvervsdrivendes markedsføring via sociale medier.
Forbrugerombudsmændene fra Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Danmark offentliggjorde den 3. maj 2012 et såkaldt fælles standpunkt for erhvervsdrivendes markedsføring på sociale medier.
Standpunktet er forfattet generelt og omfatter derfor alle sociale medier. Desuden er standpunktet teknologineutralt, hvilket indebærer, at det finder anvendelse uanset hvordan det sociale medie tilgås. De sociale medier tilbyder ofte erhvervsdrivende mulighed for at annoncere gennem brug virksomhedsprofiler, hvorfra den erhvervsdrivende kan sprede virksomhedens markedsføringsmateriale eller via bannerannoncer.
Det er i standpunktet fastslået, at lovgivningens almindelige regler skal overholdes også i forbindelse med markedsføringen via sociale medier.
Særligt tager standpunktet stilling til regler om reklameidentifikation, uanmodet elektroniske henvendelser, markedsføring mod børn og unge samt bannerannoncer.
I det følgende vil standpunktets indhold kort blive gennemgået:
- Reklameidentifikation
Afgørende er, at brugerne af det sociale medie kan gennemskue, at der er tale om reklamer eller anden kommerciel kommunikation. Det skal derfor fremstå klart og tydeligt, at der er tale om markedsføring og det skal fremgå, hvilken virksomhed, der foretager markedsføringen.
- Uanmodede elektroniske henvendelser
Ifølge markedsføringsloven § 6 gælder, at erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til fysiske personer ved brug af elektronisk post med henblik på markedsføring, den såkaldte spam-regel. Dog kan sådan henvendelse ske såfremt den pågældende modtager har givet udtrykkeligt samtykke til fremsendelse af beskeden.
Erhvervsdrivendes beskeder til brugerprofiler på et socialt medie må ifølge standpunktet antages, at være omfattet af markedsføringsloven § 6 og erhvervsdrivende må således alene sende beskeder til brugere af sociale medier, når modtageren har givet tilladelse til henvendelsen. Det er en forudsætning, at henvendelsen fra den erhvervsdrivende indeholder en adresse, hvor brugeren kan tilbagekalde samtykket og få standset fremtidige henvendelser. Dette gælder desuden også, hvor den erhvervsdrivende ikke selv retter henvendelse til modtageren, men benytter andre brugere til at sprede meddelelser på sociale medier.
- Markedsføring overfor børn og unge
I standpunktet indskærpes at også reglerne om markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år, finder anvendelse på sociale medier. Dette betyder bl.a. at det skal være åbenlyst for den pågældende aldersgruppe, at der er tale om markedsføring, ligesom de erhvervsdrivende skal tage hensyn til børn og unges naturlige godtroenhed, manglende erfaring og manglende kritiske sans. Endvidere må erhvervsdrivende ikke direkte købsopfordre eller tilskynde børn til at plage deres forældre om køb af produkterne, eller opfordres til at sprede markedsføring på det sociale medie.
- Bannerannoncer
Bannerannoncer skal også på sociale medier overholde lovgivningens almindelige regler, hvorefter oplysninger om varen, prisen, anvendelsen, mængde, mv. skal anføres korrekt og reklamen ikke må være vildledende. Salgsfremmende foranstaltninger, fx deltagelse i konkurrencer, tilbud om tilgift, prøveperioder eller lignende skal markedsføres således, at betingelser, der er knyttet til tilbuddet, er klare, tydelige og lettilgængelige, for brugeren af det sociale medie. Endvidere må erhvervsdrivende ikke skabe indtryk af, at forbrugeren har vundet en præmie eller vinder en præmie ved en bestemt handling, hvis præmien ikke findes eller det medfører udgifter at indløse præmien.
Det må påpeges, at uanset der via de sociale medier ofte er mulighed for at udøve væsentligt mere rettet markedsføring end på det øvrige internet, skal danske erhvervsdrivende sikre sig at de danske markedsføringsregler overholdes, også på de sociale medier. Selvom disse mange muligheder for markedsføring er til stede på de sociale medier, kan de erhvervsdrivende ikke blot have tillid til, at brugen af disse også være lovlig.
Find ’Standpunktet til markedsføring via sociale medier’.
Vedhæftede filer (0):
Relaterede artikler (0):
Eksterne links: (0):

