Hvilke oplysninger skal ordregivers underretning om manglende prækvalifikation indeholde?
Af Bender von Haller Dragsted

Klagenævnet for Udbud har ved kendelse af 14. juli 2011, uddybet kravene til indholdet af ordregivers underretning om manglende prækvalifikation efter håndhævelseslovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Faktum

Aarhus Kommune (herefter ”indklagede”) udbød ved et begrænset udbud efter udbudsdirektivet en rammeaftale om fjernelse af graffiti. Indklagede havde ved udløbet af fristen for anmodning om prækvalifikation modtaget anmodning om prækvalifikation fra 9 virksomheder, herunder Tensid Danmark ApS (herefter ”klager”). Ved e-mail af 17. december 2010 underrettede indklagede klager om, at denne ikke var blevet prækvalificeret. Den manglende prækvalifikation var begrundet i det forhold, at klager, efter indklagedes vurdering, ikke havde den fornødne økonomiske kapacitet. Underretningen indeholdt ikke oplysning om de prækvalificerede virksomheder.

Den 9. februar 2011 indgav klager en klage til Klagenævnet for Udbud over den manglende prækvalificering. Indklagede påstod klagen afvist under henvisning til, at klagen ikke var indgivet rettidigt, idet klagen var indgivet senere end 30 kalenderdage regnet fra dagen efter den dag, hvor indklagede havde afsendt underretningsskrivelsen, jf. håndhævelseslovens § 7. 

Klagenævnet for Udbud

Klagenævnet for Udbud udtaler, at ordregiver ifølge § 2 i lov nr. 492 af 12. maj 2010 om håndhævelse af udbudsreglerne m.v. (håndhævelsesloven) skal underrette samtlige ansøgere og tilbudsgivere, om hvilke beslutninger ordregiveren træffer, herunder bl.a. beslutninger om prækvalifikation af virksomheder. Klagenævnet understreger, at det ikke af bestemmelsens ordlyd er holdepunkter for at antage, at denne underretningspligt ikke skulle omfatte oplysninger om, hvem ordregiver har prækvalificeret. Underretningen efter § 2 skal sætte ansøgeren i stand til at vurdere, om der er grundlag for at indlede en klagesag ved Klagenævnet for Udbud, og formålet med bestemmelsen taler derfor for, at underretningen også skal omfatte oplysning om de prækvalificerede virksomheder.

Idet indklagedes underretningsskrivelse ikke indeholdt oplysninger om de prækvalificerede virksomheder, var underretningen ikke sket i overensstemmelse med håndhævelseslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og klagefristen på 30 kalenderdage i håndhævelseslovens § 7 var derfor ikke begyndt at løbe. Indklagedes afvisningspåstand blev dermed ikke taget til følge. 

Kommentarer

Klagenævnet fastslog ved deres kendelse af 25. august 2010, Tegnestuen T plus ApS mod Københavns Kommune, at betingelsen om en kort redegørelse for de relevante grunde kun er opfyldt, hvis redegørelsen sætter forbigåede ansøgere om prækvalifikation i stand til at vurdere, om de skal klage til Klagenævnet for Udbud.

Ved nærværende kendelse uddybes kravene, idet Klagenævnet fastslår, at ansøgere om prækvalifikation kun er i stand til at vurdere, om der skal klages, hvis redegørelsen tillige indeholder oplysning om, hvilke virksomheder ordregiver har prækvalificeret.

Efter Klagenævnet kendelse af 14. juli 2011, står det således klart, at underretningsskrivelsen efter håndhævelseslovens § 2, stk. 1, nr. 1 skal indeholde følgende to elementer, i) begrundelse for den beslutning, som ordregiver har truffet, ii) oplysning om de prækvalificerede virksomheder. Indeholder underretningsskrivelsen ikke disse oplysninger, vil klagefristen i håndhævelseslovens § 7 ikke begynde at løbe, hvorfor en klage fra en forbigået ansøger ikke vil kunne afvises under henvisning til, at klagen ikke er indgivet rettidigt.


Vedhæftede filer (0):

Relaterede artikler (0):

Eksterne links: (0):