Problemer med varemærker på internettet

SCT afholder deres 25. møde vedrørende forskellige problemstillinger med varemærker på internettet, hvor bl.a. WIPO’s udsendte Joint Recommendation-dokumenter vil blive gennemgået.

Den teknologiske udvikling har medført en række uafklarede problemstillinger med hensyn til varemærkerettens benyttelse og beskyttelse på internettet. For det første kan internettet ikke anses for et nationalt anliggende, hvorfor det kan være svært at afgrænse, hvornår et nationalt varemærke er krænket på internettet og efter hvilken lovgivning. For det andet kan det overvejes, hvorvidt brug af tegn på internettet udgør en varemærkeretlig brug, hvilket flere nationale domstole og EU-domstolen dog har besvaret bekræftende. For det tredje kan varemærker anvendes på internetauktioner, som søgeord i søgemaskiner og på sociale tjenester, hvorfor spørgsmålet om formidleransvar tillige er aktuelt.

De omtalte problematikker m.fl. vil blive diskuteret på et møde i Geneve fra den 28. marts – 1. april 2011 afholdt af SCT. SCT – Standing Committee on the Law of Trademarks, Industrial Designs and Geographical Indications – er en stående komite for WIPO, som drøfter og debatterer aktuelle varemærkeretlige problemstillinger. WIPO har i forbindelse med dette møde udarbejdet to dokumenter vedrørende varemærker på internettet, SCT/25/3 og SCT/24/4. Heri gennemgås udvalgte problemstillinger vedrørende brugen af varemærker på internettet, og der gives anbefalinger til løsninger herpå.

Den danske Patent- og Varmærkestyrelse har i den forbindelse fundet det relevant at undersøge, bl.a. hvilken effekt WIPO’s anbefalinger har i de enkelte medlemslande, herunder om disse er implementeret i national ret og om de anvendes i praksis.

 

WIPO’s Joint Recommendations kan ses her: SCT/25/3 og SCT/24/4.

 


Vedhæftede filer (0):

Relaterede artikler (0):

Eksterne links: (0):