Annoncering på Google AdWords kan være en varemærkekrænkelse
Problematikken omkring varemærkekrænkelse i forbindelse med søgeord på internettet er også kommet til Danmark og Sø- og Handelsretten tog for nylig stilling til en ny Google AdWords-sag vedrørende søgeordet ”Billedbutikken”, U. 2011.634 S.
Internettet har i dag stor betydning for virksomheders markedsføring og det er i dag muligt at markedsføre sig ved hjælp af de søgeord, som internetbrugeren indtaster i en søgemaskine, herunder fx Google, Yahoo eller Bing.
Ved indtastning af et søgeord i en søgemaskine fremkommer almindeligvis to slags resultater:
- de såkaldte ”naturlige resultater”, som tilvejebringes på grundlag af en ukendt algoritme med nogle objektive kriterier og
- de såkaldte ”søgeordsreklamer” eller annoncer, som fremkommer i farvede bokse enten øverst på resultatsiden under søgefeltet eller i højre side. Annoncøren betaler for hvert ”klik”, som en internetbruger foretager på annoncørens hjemmesidelink (”pay-per-click”).
Brugen af søgeordsreklamer har i en række sager, herunder de såkaldte Google AdWords-sager afgjort af EU-Domstolen, givet anledning til en række kendetegnsretlige problemstillinger, hvilket følgende sag tillige illustrerer.
I 2008 opdagede Billedbutikken Odense ApS, at konkurrenten Pixelpartner fremkom som søgeresultat under ”sponsorerede links”, når internetbrugere indtastede søgeordet ”Billedbutikken”. Derudover var annoncens overskrift også ”Billedbutikken”.
Ifølge varemærkelovens § 4, kan en varemærkeindehaver forbyde andre at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identisk med eller ligner varemærket. Der har indtil EU-Domstolens udtalelser sidste år i de såkaldte Google AdWords-sager været uenighed om, hvorvidt en annoncørs brug af en andens varemærke som søgeord udgør varemærkeretlig brug, hvilket nu er bekræftet af EU-Domstolen.
Markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik samt § 18 om misbrug af andres forretningskendetegn kan supplere den beskyttelse, der følger af de varemærkeretlige regler.
Sø- og Handelsretten antog i den omtalte sag, at mærket ”Billedbutikken” ved indarbejdelse havde opnået et sådant særpræg, at det ud over at være beskyttet efter markedsføringsloven også havde opnået varemærkeretlig beskyttelse. Der var ifølge Sø- og Handelsretten tale om et indgreb i Billedbutikken Odenses varemærkerettigheder ved den brug som Pixelpartner havde foretaget, hvilket strider med varemærkelovens § 4. Pixelpartner havde tillige overtrådt markedsføringslovens §§ 1 og 18.
Sø- og Handelsretten fastsatte skønsmæssigt en erstatning på 10.000 kr. til Billedbutikken Odense ud fra en konkret vurdering, hvor mistet afsætning, markedsforstyrrelse og et rimeligt vederlag blev inddraget som momenter, jf. varemærkelovens § 43 og markedsføringslovens § 20.
Sagen illustrer, at internettet fortsat er reguleret efter kendetegnsretlige regler og principper, hvorfor der også på internettet er visse begrænsninger for, hvordan man agerer. Omvendt kan den forholdsvis lave erstatning på 10.000 kr. indikere, at der ikke er den helt store økonomiske risiko at løbe ved at anvende konkurrenters varemærker som søgeord. Sø- og Handelsretten udtaler ikke konkret hvad der er lagt vægt på ved fastlæggelsen af erstatningens størrelse, men det kan formodes at opgørelsen af tabets størrelse, som er en betingelse for erstatning, har været vanskelig at foretage.
Vedhæftede filer (0):
Relaterede artikler (0):
Eksterne links: (0):