LimeWire taber mod musikindustrien
Fildelingstjenesten LimeWire – og muligvis LimeWires grundlægger – er ansvarlig for brugernes ophavsretskrænkelser.
LimeWire er et gratis program til fildeling, som giver dets brugere adgang til at dele filer i et fildelingsnetværk på tilsvarende måde som Napster og KaZaA. Det er hverken ulovligt at besidde eller anvende programmet, men det er en ophavsretlig krænkelse at tilgængeliggøre eller downloade filer, computerspil, musik mv. som nyder ophavsretlig beskyttelse, medmindre rettighedshaverne har samtykket til tilgængeliggørelsen/ downloadingen.
For nylig afsagde retten i New York dom i en 4 år lang sag mellem LimeWire og musikindustrien RIAA (Recording Industry Association of America).
I afgørelsen blev der blandt andet lagt vægt på, at LimeWire var velvidende om, at programmet af en stor gruppe brugere blev anvendt til ophavsretskrænkelser. En stikprøve på 1.800 filer, som var tilgængeliggjort ulovligt af og for LimeWires brugere, viste, at 93 % af filerne indeholdte ophavsretligt beskyttet materiale. Derudover skulle der angiveligt forefindes dokumenter, som viste, at LimeWire var bekendt med dette forhold.
Derudover fremhævede dommeren, at hele LimeWires forretningsmodel var baseret på ulovlig distribution af ophavsretligt beskyttede værker i netværket. Blandt andet viste LimeWires markedsføring, at firmaet var klar over, at ulovlig fildeling var programmets hovedformål og anvendelsesområde. Dette blev konstateret i forlængelse af, at LimeWire har købt Google annoncer og AdWords, der knyttede sig til søgeord som ”Morpheus”, ”Kazaa” og ”Napster replacement”.
Yderligere fremhævede dommeren, at LimeWire langt fra havde gjort nok for at forhindre brugerne i at hente beskyttet musik, film, spil mv.
Dommeren tillagde det ikke afgørende betydning, at LimeWires brugere aktivt skulle acceptere betingelsen ”I will not use LimeWire for copyright infringement” via et flueben under installationen af programmet. Ydermere indførte LimeWire i 2006 et filter, som havde til formål at frasortere beskyttet materiale fra brugernes søgninger, men da funktionen som standard var slået fra, mente dommeren samlet set ikke, at LimeWire havde gjort nok for at forhindre udbredelsen af ophavsretligt beskyttede værker.
Bødestraf og/eller erstatning er endnu ikke udmålt. Det forventes, at LimeWires stifter og grundlægger idømmes personlig hæftelse for erstatningen, og sagen kan derfor få meget vidtrækkende konsekvenser.
Vedhæftede filer (0):
Relaterede artikler (0):
Eksterne links: (0):

