Nyt standpunkt fra de nordiske forbrugerombudsmænd

De nordiske forbrugerombudsmænd har udsendt et nyt og revideret fællesstandpunkt til handel og markedsføring på internettet. Standpunktet udstikker retningslinjer for erhvervsdrivende, der handler med forbrugere på internettet.

Standpunktet fra de nordiske forbrugerombudsmænd sammenfatter vigtige regler og principper, som skal eller bør følges af erhvervsdrivende, der handler med forbrugere på internettet i de nordiske lande.  Standpunktet træder dog ikke i stedet for lovgivningen, men kan karakteriseres som en generel forhåndsbesked til erhvervsdrivende om, hvad de nordiske forbrugerombudsmænd anser for lovligt samt, hvad de anser for at være god skik på området.

Det fremgår af standpunktet, at det skal være nemt for forbrugeren at identificere markedsføring på en hjemmeside eller på e-mail. Desuden må markedsføringen ikke være urimeligt påtrængende ved for eksempel at anvende lydsignaler eller dialogbokse, der popper op som fejlmeddelelser. Standpunktet går nærmere ind på, at der ikke må benyttes metoder, der fratager forbrugerens kontrol over computeren (”mousetrapping”), ”fryser” billedet eller omdiriger brugeren til andre hjemmesider end dem, brugeren selv har opgivet som URL-adresse (”pagejacking”).

Standpunktet fastslår, at udsendelse af elektronisk markedsføring på SMS, e-mail, eller lignende kræver et frivillig og aktivt samtykke fra forbrugeren. Forbrugeren kan således ikke forpligtes ved passivitet, ved for eksempel en ved en accept-rubrik, der er udfyldt på forhånd. Det må heller ikke stilles som betingelse for en aftaleindgåelse, at forbrugeren skal acceptere at modtage markedsføring fra den erhvervsdrivende. ”Tip en ven”-funktioner, hvor forbrugeren opfordres til eller belønnes for at videresende reklame eller tippe andre forbrugere, er forbudt. 

De nordiske forbrugerombudsmænd har udformet nogle skærpede anbefalinger ved markedsføring overfor børn og unge. Markedsføring, der er direkte rettet mod børn og unge, skal tage særligt hensyn til deres naturlige godtroenhed og manglende kritiske sans, hvilket gør dem letpåvirkelige. Dette betyder, at den erhvervsdrivende skal udforme sin markedsføring på sådan måde, at det er åbenbart for den aldersgruppe, der er målgruppen, at der er tale om markedsføring.

Standpunktet uddyber at erhvervsdrivende, hvis hjemmeside er rettet mod børn og unge, og som opfordrer til chat, har et udvidet ansvar for at give information om forsigtighedsregler på nettet samt god netetikette. Herudover bør den erhvervsdrivende udføre en jævnlig egenkontrol af sin hjemmeside, således at eventuel aktivitet eller materiale, der ikke er egnet for børn, bliver fjernet.

En erhvervsdrivende har mulighed for at få en udtalelse fra forbrugerombudsmanden, hvis der opstår tvivl om lovligheden af et konkret markedsføringstiltag.

Standpunktet forholder sig også til aftaleindgåelsen på internettet. Det er vigtigt, at forbrugeren ikke er i tvivl om, hvornår aftalen er indgået. Løsningen kan for eksempel være at anvende en ”bekræft bestilling”-knap. Aftalevilkårene skal også være lettilgængelige og skrevet i et sprog, der er forståeligt for forbrugeren.

Indsamler den erhvervsdrivende personoplysninger på sin hjemmeside, bør der være en persondatapolitik, som forbrugeren nem kan finde på hjemmesiden. Persondatalovens regler skal overholdes og de vigtigste principper heri findes i oversigtsform i standpunktets bilag 1.

Standpunktet trådte i kraft samtidig med udgivelsen heraf den 14. januar 2010.


Vedhæftede filer (0):

Relaterede artikler (0):

Eksterne links: (0):