Den australske højesteret har afsagt en kendelse om, at udbyderen af et amerikansk web-site kan sagsøges i Australien for en injurierende artikel, som blev bragt på den amerikanske udgivers nyhedstjeneste på Internet.

En australsk forretningsmand anlagde sag i Australien mod det store amerikanske forlag Dow Jones i anledning af en artikel, som blev publiceret på Dow Jones’ amerikanske website. Ifølge den australske forretningsmand indeholdt artiklen en række krænkende ytringer, hvorefter han anlagde sag mod Dow Jones i den australske delstat Victoria. På trods af Dow Jones’ argumenter om, at australske domstole ikke kunne have stedlig kompetence i sagen, traf den australske højesteret kendelse om, at delstatsretten i Victoria var kompetent til at behandle sagen.

Dow Jones hævdede, at artiklen blev publiceret i USA, da det er dér serverne står og dér Dow Jones udøver sin virksomhed, hvorfor sagen alene skulle kunne afgøres i USA efter amerikansk ret. Heroverfor stod forretningsmanden med synspunktet om, at både han selv og hans forretningsforbindelser havde downloadet artiklen i Australien. Artiklen skadede følgelig hans omdømme dér, hvorfor artiklens indhold ud fra et fundamentalt strafferetligt princip skal bedømmes der, hvor den skadegørende handling har haft effekt.

En væsentlig årsag til, at Dow Jones ville have sagen afgjort af amerikanske domstole var, at reguleringen af ytringsfriheden i den amerikanske forfatningsrets first amendment indrømmer meget vide rammer for ytringsfriheden. Australsk lov har derimod ikke et lige så lempeligt syn på ytringsfrihed. Hertil kommer det principielle spørgsmål om, hvorvidt en i fundamentet amerikansk publikation udelukkende kan behandles efter amerikansk ret i en amerikansk retssal, selv om indholdet af publikationen kan tilegnes af alle med adgang til Internet.

Kendelsen er næppe en åbning for, at man generelt kan vælge at anlægge en sag i det land med de mest restriktive grænser for ytringsfriheden. Kendelsen understreger således, at en sag kun kan anlægges i et land, hvor den krænkede persons omdømme har lidt skade. Omvendt har dommen den naturlige konsekvens, at eksempelvis en person, der ikke er australsk statsborger, kan anlægge en sag i Australien, hvis vedkommendes omdømme har lidt skade der som følge af nogle efter australsk ret krænkende ytringer.

Det skal understreges, at dommen ikke har taget stilling til, om ytringerne om den australske forretningsmand isoleret er krænkende efter australsk ret. Dommen har blot taget stilling til, at dette spørgsmål nu kan bedømmes i Australien.

Dommen er for så vidt en naturlig følge af de karakteristika, som kendetegner den grænseoverskridende informationsformidling på Internet, og dommen falder således i tråd med det strafferetlige princip om, at den saglige og stedlige kompetence afgøres af virkningsstedet for den strafbare handling. Dette princip genfindes eksempelvis i § 9 i den danske straffelov.

Det er ikke første gang, at Internets grænseoverskridende karakter er til juridisk bedømmelse. Allerede i midten af 90’erne blev sagen mellem det amerikanske selskab Playboy og det italienske selskab Playmen således afgjort under stor pressebevågenhed. En amerikansk domstol gav Playboy medhold i, at Playmens Internettjeneste krænkede Playboys varemærkerettigheder i USA, selv om Playmens tjeneste alene blev markedsført via domænenavnet playmen.it, samt at Playmen var domicileret i Italien. Et væsentligt argument for afgørelsen var, at den italienske tjeneste kunne anvendes – og blev anvendt – af amerikanske Internetbrugere.