Nyhedsmails skal kunne frameldes
Af Bender von Haller Dragsted

Et firma har modtaget en påtale fra Forbrugerombudsmanden efter en række klager fra modtagere af firmaets nyhedsmail, der trods adskillige forsøg på afmelding, fortsat fik nyhedsmailen tilsendt.  

Forbrugerne var kommet i kontakt med firmaet ved at have deltaget i forskellige undersøgelser på firmaets hjemmeside eller ved direkte at have tilmeldt sig nyhedsmailen. Dermed havde forbrugerne accepteret at modtage e-mails fra firmaet, men det var herefter ikke muligt at framelde sig det elektroniske nyhedsbrev igen.

Markedsføringsloven § 6 om uanmodede henvendelser (”spam”) fastslår, at en erhvervsdrivende tydeligt og på en forståelig måde skal oplyse om retten til at frabede sig yderligere henvendelser. Desuden skal det være muligt, at frabede sig sådanne henvendelser på en nem måde.

De fremsendte e-mails indeholdt et afmeldingslink, og forbrugerne modtog ved afmelding også en bekræftelse på, at de ikke længere ville modtage nyhedsmailene. Ikke desto mindre fortsatte forbrugerne med at modtage nyhedsmailene.

Forbrugerombudsmanden har, på baggrund af henvendelserne, overfor firmaet indskærpet pligten til, at afmeldingslinket fungerer optimalt.

 


Vedhæftede filer (0):

Relaterede artikler (0):

Eksterne links: (0):