Sælger skal betale købers sædvanlige forsendelsesomkostninger
I en sag om forsendelsesomkostninger i forbindelse med afhjælpning af mangler havde Forbrugerklagenævnet truffet afgørelse om, at en erhvervsdrivende skulle afholde samtlige af forbrugerens forsendelsesomkostninger. Landsretten fandt imidlertid, at den erhvervsdrivende kun skulle afholde sædvanlige forsendelsesomkostninger.
Sagen omhandlede en forbruger med bopæl i Danmark, der havde købt en computer hos en dansk erhvervsdrivende. Forbrugeren opdagede kort tid efter købet en fejl på computerens harddisk. Forbrugeren, der i mellemtiden var flyttet til USA for at studere, ringede til den erhvervsdrivende for at klage over fejlen. Den erhvervsdrivende, som var bekendt med, at forbrugeren opholdt sig i USA, tilbød afhjælpning. Computeren blev herefter fremsendt til den erhvervsdrivende med ekspres. Omkostningerne for forsendelsen beløb sig til 1.499 kr. Såfremt computeren ikke var blevet sendt med ekspres, ville omkostningerne have været 700 kr. Ved modtagelsen af computeren reparerede den erhvervsdrivende den vederlagsfrit.
Den erhvervsdrivende havde ikke givet tilsagn om at ville betale for transporten fra USA til Danmark. Det følger dog af købeloven, at en sælger skal afhjælpe mangler inden for rimelig tid og uden uforholdsmæssige omkostninger for forbrugeren.
Den erhvervsdrivende afviste at betale forsendelsesomkostningerne fra USA til Danmark. Forbrugeren indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, der fandt, at den erhvervsdrivende skulle betale forbrugerens reelle udgifter til varens forsendelse fra USA til Danmark, dvs. 1.499 kr.
Den erhvervsdrivende indbragte herefter Forbrugerklagenævnets afgørelse til domstolene, som blev henvist til behandling ved Østre Landsret.
Retten bemærkede, at den erhvervsdrivende var bekendt med, at forbrugeren opholdt sig i USA, og at den erhvervsdrivende accepterede afhjælpning i Danmark. Den erhvervsdrivende havde derfor pligt til at betale forbrugerens transportudgifter.
Landsretten fandt imidlertid, at sælgeren alene havde pligt til at betale sædvanlige transportudgifter og ikke udgifter til f.eks. en forsendelse med ekspres. Den erhvervsdrivende skulle derfor kun refundere 700 kr. til køber.
Du kan læse Østre Landsrets dom her
Vedhæftede filer (0):
Relaterede artikler (0):
Eksterne links: (0):